SKA' VI LEGE SKJUL - DVD
Fem tilfældige unge holder ferie hver for sig på et sommerpensionat i Norge. Men feriestemningen, pensionatet og den indbydende natur får stille og roligt nye ”sommeridentiteter” til at træde frem i de fem. Efterhånden kommer de hinanden nærmere, og deres skærpede sommersanser skaber både naive forviklinger og mavesummende fornemmelser.
At lege skjul er ikke noget, man gør i fællesskab - men parvis for at få lidt fred for de andre… Tom Hedegaard kalder selv sin debutfilm for ”et hurra for livet”. Og det er svært at blive andet end i sommerhumør af dette humoristiske, poetiske og erotiske lystspil fra skærgårdens sommeridyl.
Tom Hedegaard skrev manuskriptet til ”Ska' Vi Lege Skjul?” sammen med Palle Kjærulff-Schmidt på baggrund af Johan Borgens norske roman, ”Jenny og Påfuglen”, og som de fem sommerkåde unge ses Sisse Reingaard, Lykke Nielsen, Paul Hüttel, Willy Rathnov og Claus Nissen. Et let og indtagende sommerlystspil - på DVD i Nordisk Films 100-års jubilæumsår.
Spilletid | 70 Min. |
---|---|
Censur | Tilladt For Alle |
Sprog | Dansk |
Undertekster | Dansk, Dansk For Hørehæmmede |